Snakken om projektet startede i lufthavnen og sluttede kl 02.00 om natten.
Dagen efter fortsatte snakken under morgenmaden hjemme hos brormand. Rundt om morgenbordet sidder 4 passionerede mennesker. Der blev snakket og diskuteret på kryds og tværs om projektet med gadebørn. Vi er enige om, at det er en prioritet at komme til at tale med forskellige mennesker, der arbejder med gadebørn i D.R.Congo.

Det er et privilegium at opleve den kæmpe passion hos mine nærmeste omkring det at hjælpe gadebørn og forældreløse børn til at kunne skabe en bedre fremtid. Mine 3 søskende ved morgenbordet forstår godt, hvad disse børn går igennem.

We get it. We get them.

Vores barndoms/ungdomslivs var ikke en dans på roser. But we made it.

Traditionen tro starter jeg altid med med at besøge min mor som den første, når jeg er i D.R.Congo og denne gang er ikke en undtagelse. Jeg brugte hele torsdagen med min mor og resten af familien.

Udover at hyggesnakke var Congos Børn projektet i fokus både hos de yngre familiemedlemmer og de ældre. Interessen for at blive medlem voksede hurtigt. De unge i familien og nogle af deres venner har tilmeldt sig MAISON VIGALEX og vil deltage i vores første internationale Zoom-møde på lørdag.

Jeg er stolt over disse congolesiske unge mennesker. De vil gerne være med til at hjælpe børn i nød i D.R.Congo.

I morgen, fredag 21.04, skal vi mødes med nogle børn, som lever på gaden.

Vi har en vigtig aftale.
Vores hold i Congo har forberedt, at vi skal mødes med nogle gadebørn for at dele lidt tøj ud til dem og give dem lidt at drikke sammen på en restaurant.

Jeg blev forbavset over, hvor meget det kræver at få lov til at hjælpe et gadebarn.
Jeg blev endnu mere forbavset over, at gadebørnenes verden er et velorganiseret, styret og diktatorisk miljø.
Mange gadebørn i Kinshasa tilhører en gruppe, hvor der er en leder. Disse ledere er ikke Guds bedste børn. De giver beskyttelse til børnene, men på samme tid kræver de meget af børnene. Jeg får et følelse af, at de ejer disse børn, at børnene tilhører dem.
For at fortjene beskyttelse skal børnene dele alt med deres leder, hvad de har været i stand til at skaffe i løbet af dagen.
Om det er noget, de har stjålet eller noget, de har fået på en eller anden måde, skal de dele med eller aflevere til lederen. Ingen frihed og inget valg for disse børn. Disse ledere er tidligere gadebørn.

For at kontakte børnene, så vi kunne dele lidt tøj og sodavand ud til dem, skulle vi bede om lov hos deres leder. For at lederen ville give tilladelse, skulle han have 30 dollars. Det var betaling for at vi kunne få lov til at tale med børnene og give dem tøj og sodavand. Jeg må indrømme, at jeg var i konflikt med mig selv over at skulle give denne mand penge. Jeg tænkte, at jeg ved at give ham pengene er med på at motivere ham til at fortsætte den forfærdeligt manupulerende og diktatoriske metode, han bruger. På denne anden side jeg ville hjælpe disse børn. Jeg ville hjælpe dem væk fra dette miljø. Jeg ville sidde med dem og kigge dem i øjne og lytte. Virkelig lytte, selv om det kun var i dag og i nogle få timer. De skulle have en anden oplevelse i dag. Drikke en sodavand og få lidt tøj uden at være bange. Vi valgte at betale de 30 dollars, og deres leder gav os tilladelse. Tiden med disse børn var både hyggelig og sørgeligt. Der blev også grinet lidt.

Nu skal Congos Børn finde ud af, hvordan vi hjælpe disse børn og fjerne dem fra dette giftig miljø.

Deres livshistorier og fortællinger var barske. Tiden med disse børn var også givende og meget lærerig.
Både børnene og VIGALEX Hjemmets folk var i tårer.
Disse børn har brug for trygge rammer.

Børnenes fortællinger vil være at finde på vores hjemmeside om nogle uger.

Sammen kan vi meget.

På gensyn ❤