I Congos Børn/VIGALEX, støtter og hjælper vi ikke kun gadebørn, men har nu også åbnet døren for forældre, der af forskellige årsager har børn boende på gaden, kan søge hjælp. Gennem Moise’ historie er vi blevet klogere.

Vi vil gerne bygge bro mellem forældrene og deres børn, hvis det kan lade sig gøre.
Vi kan lytte, støtte og guide, og måske kan vi på den måde hjælpe andre børn tilbage til deres familie.

Moise’ mor har nu nogen, hun kan tale med, nogen hun kan gå til, hvis tingene bliver igen udfordrende. Og hun ved, hvor hun kan lede efter sin søn, hvis en lignende situation skulle opstå.

Og Moise der igen er tilbage hos sin mor, har nu en livline i vores lokalforening. Vi ser det som en stor tillidserklæring til lokalforeningen, at Moise krævede, at mor skulle møde os.
Et af medlemmerne spurgte mor, om det ikke var bedre at bo på gaden med begge børn, så hun i det mindste kunne give dem omsorg og kærlighed, i stedet for at sende et af børnene alene ud på gaden.

Hvad tænker du, der læser dette? Ville du have stillet et andet spørgsmål? Det er et spørgsmål til eftertanke.

Stedfaderen ville ikke have noget at gøre med Moise. Moren sendte ikke sin søn på gaden, men hun efterlod sønnen hos Moise' mormor. Hos en person, hun troede ville kunne tage sig af sønnen, når hun ikke selv kunne. Men mormoren sendte barnebarnet på gaden. Gad vide hvordan det føltes for Moise’ mor, da hun fandt ud af, at han ikke længere boede hos mormor, men på gaden? Gad vide, hvornår hun fandt ud af det?
Lige nu har hun bevist, at hun vil sin søn. Hun gik på gaden for at lede efter ham.